Tvinges til at kredse om væren. Oplever væren som værende, ikke som væren (der dog må stå os nærmere end det værende). Er kastet ind i værens fremvisning af det værende som værende, og er som sådan garant for dennes sandhed. (ikke beståen - er jo selv værensværende). Jeg tror at al denne digtning, ville kunne give sig bedre udtryk i musikalsk form. Man forestiller sig et musikalsk system uden konventionelle fortolkninger, spillet af en maestro, som ikke ved, hvad han gør. Dette er vejen til væren. Men som værende finder vi værens eneste mulighed for opdagelse ved os. Ikke gennem sproget, dog. Sproget er måske nok værens hus, men musikken er både den, der bygger huset og den, som bor i det. Musikken er nøglen til huset, den er værelserne i huset.
spil! Spil for erfaringen af det værende som væren - spil for at tale om væren uden mening. spil, syng og drik! -thi dette er det første givne. måske kan musikken kaste kastet tilbage til sproget som ramme, men rammen rummer ikke sproget selv, men dets ´værensrettet-hed. Spil. Lyt. Lær.
men forvent ikke at du vil kunne udlede en lære af det lærte.

Det skulle vist bare ud. Vil forsøge at dulme tungsindet med lidt musik. Hvis bare følelserne, som kommunikeres udtrykker tilstrækkelig tvivl, angst og bæven, burde den kunne lutre mig og jeg ville kunne løfte mig af asken som min egen onkel fønix, hvis musik dog ikke viderebringer mig andet end en mild hovedpine. Måske lidt Coltrane eller en gang ondt liv vil kunne rykke ved noget...

Burde være velovervejet på dette sted. Føler mig lidt tung efter at have læst enten - eller. Jeg kan ikke uden at lyve undslippe anklagerne, når jeg læser disse passager - I am guilty as charged, og jeg har altid (bortset fra i mit ungdommelige overmod) følt tyngden og sandheden, når jeg læser flammeskriften, som står nedfældet heri.. Mine småfisolofiske interessepunkter i musikken bliver sat i et andet lys, når man tvinges til at betragte sig selv og sit værk som betingende elementer i eens egen, personlige historie.
Det eneste gode ved det er vel, at ingen kom til skade under produktionen (jeg har dog stadig lidt ondt i venstre knæ). Denne kortfattede interesse for emnet forekommer mig nu at være et symptom. Måske ikke på den rendyrkede æstetikers ligegyldighed overfor omverdenen, ejheller på As fordømmende foragt for det hele. Jeg befinder mig snarere på et sted, der trodser systemet - både - og, kunne man måske kalde mit kun alt for presente dilemma.