Kredser ikke længere så meget. Har mødt et menneske, der er i den eksistentialistiske (og tomme) forstand af ordet; en mand, for hvem alting bare sker, en mand, der ikke bekymrer sig, og som ikke er bange for at tage ansvaret for sit eget liv. Men hvem er vi at gøre det. Det er i allerhøjeste grad en uansvarlig ansvarlighed. Jeg er træt nu. Al den uovervejede handlen levner sjældent plads til reflektion, og det er reflektionen, som adskiller (nogle af) os fra dyrenes instinktive livsførelse. Man må dog have respekt for en overlever - og Louis er en overlever. Louis er en lever, og han har et menneskeinstinkt, som nøder alt andet til side. Jeg mener: han har det jo fremragende. og hvem er jeg til at dømme alligevel. Eksistensen og essensen går hånd i hånd, men om jeg ønsker dem smeltede sammen - en grinagtig tanke i mit ynkelige tilfælde. Essensen er flygtig som æteren vi bevæger os i. Akasha.
Alt er tomhed.