specialespecielle visioner

Poeten er en seer, en rsi, som i ord kan udtrykke, hvad han ser. I den verden han ser og skaber er han som den Universelle Bevidsthed selv - som Mahesvara. Han skaber ved sin frihed, sin svatantrya, på papiret på samme måde som den Universelle Bevidsthed manifesterer universet. Poeten er dog ikke i stand til at transcendere den "virkelige verden"; han kan kun kondensere den til den rene rasa, den rene, sinds-, selvs- og bevidstheds (udfyldende) følelse. Ifølge Abhinavagupta er det dog kun ved Mahesvaras hjælp, at mennesket bliver i stand til at overskride den diskursivitet, der altid er tilstede i bevidstheden om bevidstheden (hvor udfyldt den så end er og hvor lidt den så end er forbundet med diverse lidenskaber (sorg, vrede, frygt, angst, begær, vilje(?) - etc.) og opnå den fuldstændigt grænseløse oplevelse.
Den rasa, som formidles af poet-seeren, genskabes i skuespilleren og i sidste ende i publikum; og alle tre bevidstheder eksisterer i fuldstændig konguent samklang - som een bevidsthed.

kauserhaspar

ps: jeg tolker denne beskrivelse af pratibha på den måde, at der i digteren kreative proces finder en bevægelse sted, som er en (fuldstændig) parallel til den som finder sted i den Universelle Bevidstheds kontinuerlige manifestation af Verden. Grunden til at den æstetiske oplevelse ikke kan ligestilles med den mystiske oplevelse er, at den mystiske oplevelse transcenderer al menneskelig bevidsthed og lader mystikeren bliver opslugt i den Universelle Bevidsthed som både er bevidstheden om altet, manifesteringen (kontinuerlig) af altet og altet selv. Æsteten kan godt opnå en bevidsthedsoverskridende tilstand for så vidt som poeten, skuespilleren og de øvrige publikummer deler en med hans identisk bevidsthedstilstand som dermed transcenderer de tilstedeværende individuelle bevidstheder og bliver til (skaber?) en samlet opslugelse i følelsen (rasa). Den afgørende forskel består i, at den æstetiske oplevelse på et eller andet plan gør opmærksom på sin egen karakter af oplevelse, af at være noget som er tilstede i noget (som er selvet eller bevidstheden) og dermed stadig er fanget i diskursive, sproglige, begrebslige kategorier. Den mystiske oplevelse, derimod er fuldstændigt og absolut transcendent, umulig at (forsøge) at gribe, umulig at begrebsliggøre, at fatte.
Kort sagt: Mystik beskæftiger sig med det transcendente, æstetik (eller poesi/drama) med det immanente.

pps: lidt bedre men ikke helt hovedet på sømmet. Det er værd at forsøge at udrede parallellerne imellem den Universelle Bevidstheds manifestation af universet og poet-seerens kreative proces. ja.

flere specialiteter..

Der skal STRUKTURERES... but hvordan?

- har indtil videre læst om intet andet end kashmir shaivistisk filosofi. Jeg må hellere til at komme videre med æstetikken, hvis jeg skal komme nogen vegne.

Et problem: Fokuser på det religionsvidenskabelige (eller religiøse) aspekt af alle dele af specialet. Hvordan ser det så ud?? - er der OVERHOVEDET noget mystik at hente i sangitaratnakara (ja, måske) og Sangitasiromani (sikkert nix). Augh [å:hh].

khauuuuuuuuuhuhuhbuuuuser

Grundstødt specialetanker

Hvor vil jeg gerne hen med dether?

• Noget skal handle om de Indiske æstetiske teorier fra Bharata (Abhinavagupta) og frem. Dette tjener det formål at give et overblik over de teorier, som traditionelt har knyttet sig til forholdet mellem musik og mystik (eller: den ultimativt æstetiske oplevelse).
• Noget skal handle om generelle teorier og tanker om forholdet imellem lyd/musik og religion. Om hvorledes vi opfatter lyd, hvordan hjernen bearbejder det og muligvis noget om forskellige musikalske traditioner som relaterer sig til feltet mellem musik og mystik.
• Noget skal handle om en konkret musikalsk tradition: Dhrupad som det udøves i dag. Herunder skal være en (lille) afklaring af "Dhrupad-feltet", forskellige guruers (hmm hvis jeg kan få fat på dem) tanker om forholdet musik/mystik.
• Noget skal være en analyse af et (eller flere) stykke(r) musik. Håbet er, at det kan være en optagelse fra Dhrupad Mela 2007 i Varanasi. Analysen må meget gerne foregå på baggrund af en gennemlytning af materialet sammen med sangerern (og andre eksperter?)

videre senere
få styr på noget...

Flere Specialetanker

Der er to tilgangsvinkler til studiet af berøringsfladerne imellem klassisk indisk mystik, musik og æstetik - den ene er historisk, tekstuel, filosofisk; den anden nutidig, konkret og (også?) praktisk. Det forekommer mig umuligt at lave en tilbundsgående undersøgelse af emnet uden at forsøge at anskue det fra både en teoretisk og en praktisk synsvinkel:
Som basis for undersøgelsen vil jeg sætte mig ind i indisk æstetisk filosofi. Et godt udgangspunkt i den forbindelse synes at være Kashmirsaivismens forståelse af æstetikken.
Første del af undersøgelsen - første tilgangsvinkel om man vil: Læse læse læse:
- læse Kashmirsaivistisk filosofi for at danne en baggrund, hvorpå teorierne kan forstås.
- læse Natyasastra og Abhinavabharati (særligt med henblik på to ting: Santarasa og musikalitet).
- læse væsentlige værker om musik fra indien, heriblandt: Sangitasiromani, Sangitaratnakara og Bhatkandes værker (gerne andet). Formålet med at gøre det er at skabe forstå den udvikling forståelsen af musik har gennemgået frem til det 20. århundrede.
- læse 20. årh. værker (indiske og vestlige) om ((klassisk) indisk) musikologi for at forstå på hvilken basis man kan gribe en konkret undersøgelse an.

Med denne historiske gennemgang håber jeg at kunne danne en basis, hvorpå jeg kan forstå og indramme hvilke elementer af musikalsk udøvelse, jeg gerne vil fange i en konkret analyse.

Den praksismæssige side af sagen vil jeg gribe an på følgende måde (forhåbentlig):
- lave optagelser af fremførelsen af dhrupad. Ideelt set ved Dhrupad Mela 2007 i Varanasi.
- lave optegnelser over ydre forhold i forbindelse med Dhrupad Mela
- Interviewe nogle af musikerne, helst med henblik på at gennemgå deres egne fremførelser "kommenteret" fra en nutidig synsvinkel. (Særligt vil jeg gerne have fat på Ritwik Sanyal).
- lave meget konkrete undersøgelser af udvalgte musikalske passager ved hjælp af computer. Herunder måling af frekvenser, gentagelse af temaer etc.

Grunden til at jeg gerne vil have en praksistilgang med er, at jeg har fået det indtryk, at musikalsk mening og musikkens evne til at henføre tilhøreren ofte i Indien ses som en egenskab ved musikken selv. Jeg er klar over, at det formodentlig er en dobbelthed, så at henførelsen ikke er mulig uden teoretisk kendskab, men det ville fascinere mig meget at undersøge sammenhængen imellem følelse/mystik og konkret musikalsk udtryk, hvadenten dette skal tolkes symbolsk eller fysiologisk/kognitivt.
Hov. Der var et nyt ord: Kognitivt. Hold fast i det.

og nu vil jeg skrive til Ritwik, hvis jeg kan finde hans addresse.

hauser

ps - og måske DrMark??

Specialetanker

Ok. Hvad er det vi har foran os her: Lige nu virker hele specialeskrivningsprocessen temmeligt rodet og uafklaret, så betragt dette som en gennemgang af tingenes tilstand:

Har længe været interesseret i forholdet mellem musikalsk udtryk og mening, og som en (vigtigere og vigtigere) afstikker til dette emne kommer det beslægtede forhold mellem musik og mystik (eller mystisk erkendelse).
Hvad jeg har kunnet finde af vestlige værker om dette emne (oftest i relation til vestlig klassisk musik) beskæftiger sig udelukkende med emnet fra en meget symbolsk og ofte meget konkret synsvinkel. Den eneste måde disse fortolkninger af musikalske udtryk kan accepteres på er ved at betragte musikstykkets fulde historiske og samfundsmæssige kontekst. Først da bliver det muligt at "indse", at (hvadvedjeg) paukerne i Shostakovitsjs symfoni symboliserer skuddene som startede den russiske revolution. You get my drift.
Mit eget udgangspunkt er et andet, en kombination af min fascination af "vestlig" impro-musik (jazz - for det meste) og indisk klassisk (klassisk indisk?) musik. Jeg fik den tanke en sen nat på Christianias Jazzklub, at det, som kendetegner en fremragende jazzmusiker, er, at vedkommende er i stand til at åbne en direkte vej fra sin inspiration, sin tankeverden via instrumentet in i lytterens eget hoved og "bringe det i tilsvarende svingninger". Altså at en dygtig improvisationsmusiker har en særlig følelse af energi, en særlig tilstand i sit sind og via fuld beherskelse af sit instrument (og bundet af div. musikalske traditioner og konventioner) faktisk er i stand til at "genskabe" den energi og den tilstand i lytterens hjerne/krop/person. Dette bibringer følelsen af, at man lytter til et geni. Jeg har oplevet denne følelse i forbindelse med livemusik flere gange. Både i forb. med Jazz, Indisk Klassisk Musik, arabisk, svensk, serbisk folkemusik etc.
Nå, men. Der er ikke skrevet meget i vesten om dette her, måske fordi improvisationer oftere har haft sin plads i folkemusikken end i den klassiske musik. Ved ikke. Musik nedfældet på partitur har vel potentielt samme mulighed for at skabe/omforme lytteren ... ?

I den klassiske indiske filosofis behandling af æstetiske problemstillinger er der tænkt og skrevet en hel del, som bærer i retning af dette emne, og samtidig åbnes der op for en gennemgribende indplacering af de skønne kunster (og æstetikken som filosofisk kategori) i et religiøst, i sidste ende mystisk, verdensbillede.

Hmm. Jeg kan mærke, jeg skriver udenom
skriver mig selv ind i en sproglabyrint.
Det er projektet ikke overskueligt nok for mig til at gøre.
Kort af Lang:
Vil undersøge forholdet mellem musik og mystik i kontekst af klassisk indisk musik.
mere om det i næste

khkhkh