vi - "In extracting Abhinava's philosophy of aesthetics, we have discovered that he is deeply concerned with religious values in literature [....] It is only with Abhinava himself that specific religious doctrines are applied to aesthetics."
vii-viii - en lyngennemgang af Abhinavaguptas teori om æstetik (santarasa).
ix: meningen med santarasa: At ændre tilskuerens liv(sførelse). - Pludseligt bliver det hele igen moralsk. Og i øvrigt er santarasa den dominerende følelse i Mahabharata.
xi: Abhinava undersøgte forbindelserne imellem teatret og ritualet(!). - særligt de særlige talesituationer -for nu at være lidt Podemansk.. Der er ligheder til børns (og voksnes) leg - en art distancering til virkeligheden, en anden bevidsthedsform som basis for erfaringen.
xiv: hvorfor anvendte Abhinavagupta aldrig sin teori på religiøse tekster? - som Masson påpeger giver fx Upanishaderne rig mulighed for at udtrykke (og erfare) santarasa.
Æsthetic Rapture.. - læste just i går endnu mere i denne bog. Der er mange elementer i disse forhold:
- sthayibhava - som vokser frem af vasana, som er en art latente følelser der findes i os alle. Gennem utallige genfødsler har alle levende væsener oplevet alle mulige former for følelser. Her er det ubevidste. Disse følelser kan aktiveres som ressourcer under den æstetiske oplevelse (det er herigennem vi knytter an til handlingsforløb og situationer som vi ikke selv har oplevet (i hvert fald ikke i dette liv)), og ved de rette påvirkninger kan de udvikle sig til oplevelsen af rasa.
Andre begreber spiller en rolle: Dhvani - den poetiske / æstetiske / antydede mening i tekster, fx.
- Poeten er en seer, han har mystiske (poetiske) visioner af verden, han gennemskuer verden, omformer den, formulerer den og skaber den påny. Heraf billedet med træet. Rasa (i poeten) er frøet. Træet, bladene og blomsterne er digtet, teateropførelsen, musikken etc.. (som danner / udgør vibhava, anubhava (og til en vis grad(?) sthayibhava). Frugten er tilskuerens oplevelse af rasa - alt dette er gennemsyret af rasa.
- Lighed (eller nærmest fuld overensstemmelse) imellem camatkara som æsteten oplever og den oplevelse mystikeren har. I begge tilfælde drejer det sig om en oplevelse af selve Selvet selv (huha), og dette Selv er (som vi efterhånden har fået banket på plads) ikke andet end en oplevelse af det højeste, guddommelige. Dette er Santarasa. (Ikke fra denne bog, men alligevel: der er dog en forskel på de to typer af oplevelser når det kommer til de øvrige 8 rasa, som jo på sin vis i deres natur baserer sig på sthayibhava og dermed er diskursive eller i hvert fald begrebsmæssigt afgrænsede i forhold til det Absolutte.)
Er Santarasa essensen af alle rasa? - ved ikke.
Det er i smagningen af rasa - selve den æstetiske oplevelse - at moralen indtræder. Dramaets fornemmeste pligt er at bringe nydelse (kama), men som en effekt af denne nydelse (præcist hvordan er endnu uklart for mig) påvirkes æsteten i andre retninger også (artha, dharma...).
Og husk: den æstetiske oplevelse finder sted på et afgrænset begrebsmæssigt område - det er ikke "verden udenfor", men netop en idealiseret, universaliseret talesituation.
det var vist det.
nu videre til noget meget mere konkret for i dag:
hauser
fredag, december 01, 2006
onsdag, november 29, 2006
Igen frances
- og det er jo som at høre gamle Bharatamuni igen:
Nuances among neighboring feelings are established through the bias of situations in which they are accustomed to occurl Music, by evoking the one, contributes to the recall of the other.
H. Spencer: The origin and function of music: Høj, mellem og lav oktav placeres rumligt for lytteren i hhv. hoved, strube(?) og bryst.
Musikkens rum. Hvorledes opfatter vi musik rumligt?, hvilke rumlige elementer findes der i de beskrivelser vi giver af musik?
Musik giver os opfattelse af: Rum via klang (bl.a.), bevægelse via melodi, men også via rytme; spænding/"afslapning" via tonehøjde/-intensitet/-kompleksitet
Vi vælger (eller blander) tilsyneladende mellem forskellige modsætningspar, når vi fortolker tonehøjder (sløv/skarp, blød/hård, sløret/klar, mørk/lys) - høje toner er de lyse, hårde etc.. - dette er langtfra den eneste visualisering eller konceptualisering som finder sted i løbet af at man lytter til musik.
ER Francès' analyser af små musikstykker baseret på respondenternes udtalelser, eller udsiger han noget generelt om stykkerne for derefter at vise, hvorledes det generelle "videnskabelige", smukt illustrerer sin sandhedsværdi gennem tilfældige menneskers approksimering hertil?
Jf s. 307: Musikken producerer eller reproducerer ikke følelser, men snarere følelsernes effekter eller... "The entryway to significations does not lie in imitations, however rudimentary, of expressive contents that support the significations within the musical form. It consists solely in the implicit or explicit recognition of a familiar structure, via an aesthetic construction in which stylization could be more or less prominent, to the point of providing a simple, general appearance that recalls a state of being." s311.
"It is therefore correct to say that a feeling "translated" into music is specifically musical [in comparison to the feeling "in it self" or the same feeling translated into any of the visual arts, for instance]". - i Indien passer dette ikke.
Endnu flere pinde i ligkisten til ideerne om bestemte tonearters betydning i absolut forstand. Det forekommer mig, at temperering er dødsstødet. (hvis altså ikke stærke konventioner opretholdt - som de gør - ideen stadigvæk).
Her er et lidt langt citat, som kan betragtes som dødsstødet for tanken om, at tonale intervaller, rytme etc. kan rumme konkret betydning i sig selv. Det modsiger dog ikke de indiske tanker om rasa og gudsoplevelse (så vidt jeg kan se), som jo netop handler om at kende og meditere på konventionerne:
"as we have seen, the effective practice of tonal music, or even the repeated hearing of harmonic sequences that characterize it, leaves rich and solid cultural sediments, depending on the nature of the education, whether unconscious acculturation or conscious training accompanied or not with theoretical analysis. The auditory experience of harmonic sequences and of the most frequent chords in the tonal syntax can engender a whole network of significations in which the links belonging to the syntax acquire expressivity through the transfer of syntactic relationships into the psychological domain.... etc." s327.
og endeligt: "a language has meaning only within a culture, of which it can be [is] the result" s351
så: skønheden (udover den internt-strukturelle (og faktisk endda også den)) er kulturelt, historisk, socialt konstrueret.
ohwell. det vidste vi jo nærmest i forvejen, gjorde vi ikke?
kuspurHuspur
-
Nuances among neighboring feelings are established through the bias of situations in which they are accustomed to occurl Music, by evoking the one, contributes to the recall of the other.
H. Spencer: The origin and function of music: Høj, mellem og lav oktav placeres rumligt for lytteren i hhv. hoved, strube(?) og bryst.
Musikkens rum. Hvorledes opfatter vi musik rumligt?, hvilke rumlige elementer findes der i de beskrivelser vi giver af musik?
Musik giver os opfattelse af: Rum via klang (bl.a.), bevægelse via melodi, men også via rytme; spænding/"afslapning" via tonehøjde/-intensitet/-kompleksitet
Vi vælger (eller blander) tilsyneladende mellem forskellige modsætningspar, når vi fortolker tonehøjder (sløv/skarp, blød/hård, sløret/klar, mørk/lys) - høje toner er de lyse, hårde etc.. - dette er langtfra den eneste visualisering eller konceptualisering som finder sted i løbet af at man lytter til musik.
ER Francès' analyser af små musikstykker baseret på respondenternes udtalelser, eller udsiger han noget generelt om stykkerne for derefter at vise, hvorledes det generelle "videnskabelige", smukt illustrerer sin sandhedsværdi gennem tilfældige menneskers approksimering hertil?
Jf s. 307: Musikken producerer eller reproducerer ikke følelser, men snarere følelsernes effekter eller... "The entryway to significations does not lie in imitations, however rudimentary, of expressive contents that support the significations within the musical form. It consists solely in the implicit or explicit recognition of a familiar structure, via an aesthetic construction in which stylization could be more or less prominent, to the point of providing a simple, general appearance that recalls a state of being." s311.
"It is therefore correct to say that a feeling "translated" into music is specifically musical [in comparison to the feeling "in it self" or the same feeling translated into any of the visual arts, for instance]". - i Indien passer dette ikke.
Endnu flere pinde i ligkisten til ideerne om bestemte tonearters betydning i absolut forstand. Det forekommer mig, at temperering er dødsstødet. (hvis altså ikke stærke konventioner opretholdt - som de gør - ideen stadigvæk).
Her er et lidt langt citat, som kan betragtes som dødsstødet for tanken om, at tonale intervaller, rytme etc. kan rumme konkret betydning i sig selv. Det modsiger dog ikke de indiske tanker om rasa og gudsoplevelse (så vidt jeg kan se), som jo netop handler om at kende og meditere på konventionerne:
"as we have seen, the effective practice of tonal music, or even the repeated hearing of harmonic sequences that characterize it, leaves rich and solid cultural sediments, depending on the nature of the education, whether unconscious acculturation or conscious training accompanied or not with theoretical analysis. The auditory experience of harmonic sequences and of the most frequent chords in the tonal syntax can engender a whole network of significations in which the links belonging to the syntax acquire expressivity through the transfer of syntactic relationships into the psychological domain.... etc." s327.
og endeligt: "a language has meaning only within a culture, of which it can be [is] the result" s351
så: skønheden (udover den internt-strukturelle (og faktisk endda også den)) er kulturelt, historisk, socialt konstrueret.
ohwell. det vidste vi jo nærmest i forvejen, gjorde vi ikke?
kuspurHuspur
-
Abonner på:
Opslag (Atom)
