& så er vi tilbage

med lidt ekstra dokumentation for lidt af hvert.
Sanyal & Widdess: s. 244 [om layakari]: "... the progressively faster pulse relations in dhrupad fixed laykari could be interpreted as a similar intensification of musical and/or religious feeling. Thus Mohammad Hafiz Khan of the Talwandi gharana interprets laykari in general as zikr, a form of Sufi ritual worship in which the name of God is repeated ecstatically with increasing speed and intensity." - Her finder vi noget af den ritualisering som selve musikken gennemgår. Fremførelsen af (fikseret) layakari bliver en intensiverende, musikalsk-religiøs oplevelse, hvor den konstante forøgelse af tempoet bygger op til et ekstatisk klimaks.

En stor del af Dhrupad-bogens indhold (og en relativt stor del af mit interviewmateriale - særligt med Sanyal) bruges til at knytte dhrupad til de ældste indiske musiktraditioner - især Natyasastra, Dattilam og Sangitaratnakara. - Utvivlsomt eksisterer forbindelsen, men det er tankevækkende, hvor lidt plads (og dermed betydning?) introduktionen af arabisk og særligt persisk/afghansk musik tillægges. Disse genrer behandles stort set ikke i de historiske afsnit. Heri ligger en af nøglerne til Dhrupadmusikernes selvforståelse; dhrupad er en indisk praksis (læs: hinduistisk), rummer indiske erkendelsesmuligheder. Sådær.

Og den slet skjulte overlegenhed fra Sanyal i forhold til de andre gharana: s. 258: "The calculated fixed laykari [used by the Talwandi and Darbhanga gharanas] is seldom employed, because it is felt to be too artificial, insufficiently creative for use in performance, even if it is studied as a technical exercise."

Og i bogens sidste kapitel er der flere eksempler på og overvejelser vedrørende dhrupadgenrens status af åndelig praksis. - på s. 288 kædes dhrupad i øvrigt bagom indflydelsen fra persisk og centralasiatisk musik, mens de lettere genrer sættes i forbindelse dermed. Her er virkelig skabt en tilknytning til fortiden.

- og så er der måske noget her