RRRapture eller

Francès citerer en undersøgelse, som viser noget interessant om musikkens evner til at påvirke psyken - angiveligvis er det svært at sammenkæde personlige følelser med hvad musikken "betyder" for en uden at blande de to sammen: "Myers made an atutely observed [sic.] the frequent disparity in the same subject between the signification perceived as inherent in the music and the affective state experienced at the same time. There was not always an accommodation of the one to the other." - Den indiske musik forsøger netop (for den veluddannede publikummer) at korrelere disse to elementer ganske nøjagtigt. - Ifølge rasateorien kan man vel sige, at det er det hele den indiske kunst går ud på, nemlig i løbet af værkets fremførelse at skabe en fuldstændig overensstemmelse imellem musikkens (kunstens) "indhold" og den indre følelse publikum opfatter. Dette sker bl.a. ved at Abhinavagupta tillader, at den æstetiske tolkningsramme er væsensforskellig fra alle andre. See below.
s. 238: Citerer diverse undersøgelser, som klart demonstrerer at der for et utrænet publikum ikke er belæg for at tildele dur- og molskalaer adjektiver som "glad" vs. "trist" etc. I visse tilfælde er der en overvægt af traditionelt "korrekte" svar, men distributionen af tolkninger er på ingen måde entydig. På den anden side citerer han Gilmans undersøgelse fra 1891, hvori "Emotions and impressions of the patterns were coherent, but closely relate nuances were not distinguished. For example, "melancholy", "discouragement", and "dispair" were applied to the same piece." - Dette vil jo være en pind i rasa-teoriens ligkiste - i hvert fald hvad angår musikken. Så vidt jeg ved kan en mikrotonal ændring i skalaen ændre hele ragaens karakter ifølge den indiske teori, men at anvende Gilmans undersøgelse herpå er måske at omvende den indiske "musik til rasa" til en "følelse fra musik". Hvad forskellen så end er.