masson-patwardhan

vi - "In extracting Abhinava's philosophy of aesthetics, we have discovered that he is deeply concerned with religious values in literature [....] It is only with Abhinava himself that specific religious doctrines are applied to aesthetics."
vii-viii - en lyngennemgang af Abhinavaguptas teori om æstetik (santarasa).
ix: meningen med santarasa: At ændre tilskuerens liv(sførelse). - Pludseligt bliver det hele igen moralsk. Og i øvrigt er santarasa den dominerende følelse i Mahabharata.
xi: Abhinava undersøgte forbindelserne imellem teatret og ritualet(!). - særligt de særlige talesituationer -for nu at være lidt Podemansk.. Der er ligheder til børns (og voksnes) leg - en art distancering til virkeligheden, en anden bevidsthedsform som basis for erfaringen.
xiv: hvorfor anvendte Abhinavagupta aldrig sin teori på religiøse tekster? - som Masson påpeger giver fx Upanishaderne rig mulighed for at udtrykke (og erfare) santarasa.

Æsthetic Rapture.. - læste just i går endnu mere i denne bog. Der er mange elementer i disse forhold:
- sthayibhava - som vokser frem af vasana, som er en art latente følelser der findes i os alle. Gennem utallige genfødsler har alle levende væsener oplevet alle mulige former for følelser. Her er det ubevidste. Disse følelser kan aktiveres som ressourcer under den æstetiske oplevelse (det er herigennem vi knytter an til handlingsforløb og situationer som vi ikke selv har oplevet (i hvert fald ikke i dette liv)), og ved de rette påvirkninger kan de udvikle sig til oplevelsen af rasa.
Andre begreber spiller en rolle: Dhvani - den poetiske / æstetiske / antydede mening i tekster, fx.
- Poeten er en seer, han har mystiske (poetiske) visioner af verden, han gennemskuer verden, omformer den, formulerer den og skaber den påny. Heraf billedet med træet. Rasa (i poeten) er frøet. Træet, bladene og blomsterne er digtet, teateropførelsen, musikken etc.. (som danner / udgør vibhava, anubhava (og til en vis grad(?) sthayibhava). Frugten er tilskuerens oplevelse af rasa - alt dette er gennemsyret af rasa.
- Lighed (eller nærmest fuld overensstemmelse) imellem camatkara som æsteten oplever og den oplevelse mystikeren har. I begge tilfælde drejer det sig om en oplevelse af selve Selvet selv (huha), og dette Selv er (som vi efterhånden har fået banket på plads) ikke andet end en oplevelse af det højeste, guddommelige. Dette er Santarasa. (Ikke fra denne bog, men alligevel: der er dog en forskel på de to typer af oplevelser når det kommer til de øvrige 8 rasa, som jo på sin vis i deres natur baserer sig på sthayibhava og dermed er diskursive eller i hvert fald begrebsmæssigt afgrænsede i forhold til det Absolutte.)
Er Santarasa essensen af alle rasa? - ved ikke.
Det er i smagningen af rasa - selve den æstetiske oplevelse - at moralen indtræder. Dramaets fornemmeste pligt er at bringe nydelse (kama), men som en effekt af denne nydelse (præcist hvordan er endnu uklart for mig) påvirkes æsteten i andre retninger også (artha, dharma...).
Og husk: den æstetiske oplevelse finder sted på et afgrænset begrebsmæssigt område - det er ikke "verden udenfor", men netop en idealiseret, universaliseret talesituation.

det var vist det.
nu videre til noget meget mere konkret for i dag:

hauser