Igen frances

- og det er jo som at høre gamle Bharatamuni igen:
Nuances among neighboring feelings are established through the bias of situations in which they are accustomed to occurl Music, by evoking the one, contributes to the recall of the other.

H. Spencer: The origin and function of music: Høj, mellem og lav oktav placeres rumligt for lytteren i hhv. hoved, strube(?) og bryst.

Musikkens rum. Hvorledes opfatter vi musik rumligt?, hvilke rumlige elementer findes der i de beskrivelser vi giver af musik?

Musik giver os opfattelse af: Rum via klang (bl.a.), bevægelse via melodi, men også via rytme; spænding/"afslapning" via tonehøjde/-intensitet/-kompleksitet

Vi vælger (eller blander) tilsyneladende mellem forskellige modsætningspar, når vi fortolker tonehøjder (sløv/skarp, blød/hård, sløret/klar, mørk/lys) - høje toner er de lyse, hårde etc.. - dette er langtfra den eneste visualisering eller konceptualisering som finder sted i løbet af at man lytter til musik.
ER Francès' analyser af små musikstykker baseret på respondenternes udtalelser, eller udsiger han noget generelt om stykkerne for derefter at vise, hvorledes det generelle "videnskabelige", smukt illustrerer sin sandhedsværdi gennem tilfældige menneskers approksimering hertil?
Jf s. 307: Musikken producerer eller reproducerer ikke følelser, men snarere følelsernes effekter eller... "The entryway to significations does not lie in imitations, however rudimentary, of expressive contents that support the significations within the musical form. It consists solely in the implicit or explicit recognition of a familiar structure, via an aesthetic construction in which stylization could be more or less prominent, to the point of providing a simple, general appearance that recalls a state of being." s311.

"It is therefore correct to say that a feeling "translated" into music is specifically musical [in comparison to the feeling "in it self" or the same feeling translated into any of the visual arts, for instance]". - i Indien passer dette ikke.
Endnu flere pinde i ligkisten til ideerne om bestemte tonearters betydning i absolut forstand. Det forekommer mig, at temperering er dødsstødet. (hvis altså ikke stærke konventioner opretholdt - som de gør - ideen stadigvæk).

Her er et lidt langt citat, som kan betragtes som dødsstødet for tanken om, at tonale intervaller, rytme etc. kan rumme konkret betydning i sig selv. Det modsiger dog ikke de indiske tanker om rasa og gudsoplevelse (så vidt jeg kan se), som jo netop handler om at kende og meditere på konventionerne:
"as we have seen, the effective practice of tonal music, or even the repeated hearing of harmonic sequences that characterize it, leaves rich and solid cultural sediments, depending on the nature of the education, whether unconscious acculturation or conscious training accompanied or not with theoretical analysis. The auditory experience of harmonic sequences and of the most frequent chords in the tonal syntax can engender a whole network of significations in which the links belonging to the syntax acquire expressivity through the transfer of syntactic relationships into the psychological domain.... etc." s327.


og endeligt: "a language has meaning only within a culture, of which it can be [is] the result" s351

så: skønheden (udover den internt-strukturelle (og faktisk endda også den)) er kulturelt, historisk, socialt konstrueret.
ohwell. det vidste vi jo nærmest i forvejen, gjorde vi ikke?

kuspurHuspur

-