specialespecielle visioner

Poeten er en seer, en rsi, som i ord kan udtrykke, hvad han ser. I den verden han ser og skaber er han som den Universelle Bevidsthed selv - som Mahesvara. Han skaber ved sin frihed, sin svatantrya, på papiret på samme måde som den Universelle Bevidsthed manifesterer universet. Poeten er dog ikke i stand til at transcendere den "virkelige verden"; han kan kun kondensere den til den rene rasa, den rene, sinds-, selvs- og bevidstheds (udfyldende) følelse. Ifølge Abhinavagupta er det dog kun ved Mahesvaras hjælp, at mennesket bliver i stand til at overskride den diskursivitet, der altid er tilstede i bevidstheden om bevidstheden (hvor udfyldt den så end er og hvor lidt den så end er forbundet med diverse lidenskaber (sorg, vrede, frygt, angst, begær, vilje(?) - etc.) og opnå den fuldstændigt grænseløse oplevelse.
Den rasa, som formidles af poet-seeren, genskabes i skuespilleren og i sidste ende i publikum; og alle tre bevidstheder eksisterer i fuldstændig konguent samklang - som een bevidsthed.

kauserhaspar

ps: jeg tolker denne beskrivelse af pratibha på den måde, at der i digteren kreative proces finder en bevægelse sted, som er en (fuldstændig) parallel til den som finder sted i den Universelle Bevidstheds kontinuerlige manifestation af Verden. Grunden til at den æstetiske oplevelse ikke kan ligestilles med den mystiske oplevelse er, at den mystiske oplevelse transcenderer al menneskelig bevidsthed og lader mystikeren bliver opslugt i den Universelle Bevidsthed som både er bevidstheden om altet, manifesteringen (kontinuerlig) af altet og altet selv. Æsteten kan godt opnå en bevidsthedsoverskridende tilstand for så vidt som poeten, skuespilleren og de øvrige publikummer deler en med hans identisk bevidsthedstilstand som dermed transcenderer de tilstedeværende individuelle bevidstheder og bliver til (skaber?) en samlet opslugelse i følelsen (rasa). Den afgørende forskel består i, at den æstetiske oplevelse på et eller andet plan gør opmærksom på sin egen karakter af oplevelse, af at være noget som er tilstede i noget (som er selvet eller bevidstheden) og dermed stadig er fanget i diskursive, sproglige, begrebslige kategorier. Den mystiske oplevelse, derimod er fuldstændigt og absolut transcendent, umulig at (forsøge) at gribe, umulig at begrebsliggøre, at fatte.
Kort sagt: Mystik beskæftiger sig med det transcendente, æstetik (eller poesi/drama) med det immanente.

pps: lidt bedre men ikke helt hovedet på sømmet. Det er værd at forsøge at udrede parallellerne imellem den Universelle Bevidstheds manifestation af universet og poet-seerens kreative proces. ja.