Abhinavabharati om rasa

Hvorledes foregår nu den generaliserede manifestationsproces, hvorigennem rasa opstår?
Bharata skriver, kavyarthan bhavayantiti bhavah, hvilket tolkes af Abhinavagupta i betydningen "De mentale tilstande kaldes følelser, fordi de får os til at føle poesiens mål". - Dermed er rasa poesiens mål.
Umiddelbart efter, man læser en poetisk sætning opstår der - umiddelbart efter opfattelsen af ordenes bogstavelige betydning - en anden type af opfattelse; en indre opfattelse, som fuldstændig fjerner sætningernes tids- og rumlige betydninger. Hos den kvalificerede tilskuer (sahrdaya/adhikarin) opløses. I Sakuntala-eksemplet (hvor man følger en jaget buk), forsvinder den specifikke buk, samtidig med at bevidstheden om skuespillet forsvinder. Tilbage er bare frygten, som gennemtrænger tilskueren på en generaliseret, tids- og rumløs måde (ellers ville tilskuerne ryste af angst og forsøge at komme væk). Dette sker, fordi det opførte drama ikke jævnføres med elementer i det almindelige, praktiske liv (i umiddelbar forstand). Dette gælder både for dramaets handlingsmæssige indhold (en buk som jagtes) og for formen (skuespillere, scenografi etc.).
Fordi tilskueren oplever dramaet i en "æstetisk frame of mind", går følelsen direkte i hjertet - alle hverdagslige associationer man kunne have til det, som foregår forsvinder, fordi dramaets konkrete rum og tid ophører med at eksistere.(?)
Selvet befinder sig på dette tidspunkt midt imellem den mystiske erkendelse (hvor der ikke eksisterer nogen former for diskursivitet overhovedet) og den almindelige, praktiske erkendelse (hvor almindelig, praktisk diskursiv kognitiv aktivitet foregår.). Med andre ord: den æstetiske oplevelse finder sted i et særligt "tankerum", hvor hengivelsen til følelsen kan finde plads. Det er erfaring uden om virkeligheden.
Denne generaliserede mentale tilstand udstrækker sig til at gælde hele publikum, hvorfor Abhinavagupta taler om en udvidet (vitata) tilstand, som har højere værdi (og gyldighed) end den enkelte tilskuers oplevelse. (Denne tanke er baseret på observation af forskellen mellem at høre/opleve poesi eller drama på egen hånd og at gøre det i fællesskab med andre).
Camatkara - den følelse det er, at være opfyldt af rasa. Lit. Wonder/astonishment. - dette defineres (?) som "a perception characterized by the presence of a generalized feeling (delight, anger, etc.)".
Når man er i denne tilstand oplever man at være neddykket i den Ultimative Bevidstheds Vibration (spanda) - en form for kontinuerlig tilbliven, en tilbagevenden til det punkt, hvor viljen sætter ind før den får noget konkret objekt. Et punkt, hvor oplevelsen endnu ikke er diskursiveret.
Der er afgjort en følelse af potentialitet involveret her..
Abhinavagupta konkluderer selv:
"From whichever point of view it is examined, Rasa is, in any case, simply and solely a mental state which is the matter of cognition on the part of a perception without obstacles [såsom opfattelse af tid/sted, begær etc.] and consisting in a relish".

næste gang: Hvorfor oplever jeg ikke rasa