Og nu til noget fuldstændig næsten beslægtet:

- Robert Francès The Perception of Music:
Allerede på side 2 får vi en ide om, hvad det hele handler om: Cultural objects are privileged in being able to release effects disproportionate to their causes: a few colors, a few sounds suffice to completely disrupt the organism of a connoisseur. Those stimuli are the point of departure for integrative processes, extending to mental operationis, properly speaking, to judgements of comparison and preference, and to various levels of semantic judgments. Art can provide motivations so powerful that they can hold instincts and everyday interests in check throughout an entire life. [min kursivering]. - Og her er så 64.000 kroners spørgsmålet: Er denne forståelse af en musikalsk kognitiv proces overhovedet forenelig med den indiske tanke om rasa? Svaret kommer. Det kommer. Senere
Bare rolig.
sssh.
ssh

OG så: - muligvis en vigtig pointe (dengang) når man analyserer kunst: "...psychological experimantation cannot be other than circumspect. Its conclusions must be interpreted and placed in their proper sociological and historical contexts." Jeg tror, pointen er, at det er meget, meget svært (måske umuligt) at udsige noget helt generelt og samtidig sandt om et kunstværks æstetiske virkemidler. Produktion og konsumption finder altid sted i en bestemt kontekst, en kontekst som altid er ideologisk på et eller andet plan. (s. 5-6).

3 psykologiske attributter som vi tildeler lyd: tonehøjde, volumen og klang (pitch, loudness & timbre)

s. 13: Citerer Seashore for at sige, at afvigelsen fra det eksakte er en universel nødvendighed for musikkens(/musikalsk) skønhed. Que bella. Naturligvis har Francès ret, når han tilføjer, at "Deviations in an interpretation in weitte values can only be specified when done according to the way the work is articulated in its cultural context or in conformity with more or less rigid norms (performance practices) associated with those articulations." Bemærk, at Jazzen var ung og rocken endnu yngre da dette blev formuleret og nedskrevet. - pointen er stadig god nok. Musikkens æstetiske kvaliteter kan ikke koges ned til "musikalske fakta" i absolut forstand (det er vel dette Seashore refererer til). Måske er det oven i købet ikke nogen særligt sund tilgangsvinkel til studiet af musik?

KhasperAuser