- Mangel på sandhed (eller lighed med sandheden): Hvis tilskueren ikke kan acceptere det, som præsenteres på scenen som repræsenterende en form for sandhed, er det usandsynligt, at han vil gribe det i hjertet på den rette måde. Dette medfører fx, at hvis usandsynlige, overnaturlige hændelser skal præsenteres, er det nødvendigt, at dramaets karakterer er guder - fx Rama. Hvis det drejer sig om hverdagslige hændelser, er der umiddelbart større sandsynlighed for, at tilskueren vil acceptere dem som repræsenterende noget muligt (og dermed principelt sandt).
- Opfattelsen af, at egne følelser eksklusivt tilhører en selv, samt at andre personers (dramaets karakterer) følelser eksklusivt tilhører dem. Denne forhindring fjernes gennem teaterets konventioner (scene, kulisser, kostymer, indledende ritualer og danse etc.). Igennem mediets særlige former fjernes fokus fra den fasttømrede, afgrænsede identitet af både a) tilskueren selv, som hensættes i en diskursiv situation, som fordrer at han åbner sig til at opleve dramaet på den dramatiske kunsts præmisser; b) skuespilleren, hvis egentlige, personlige selv negeres gennem rollen han spiller, og c) den påtagede rolle, som superimposeres på skuespillerens krop - tilskuerens bevidsthed hviler ikke på den portrætterede karakters egentlige væsen. Hermed opløftes dramaets situation til en tilstand af generalitet - en tilstand, som fremmer oplevelsen af rasa.
- Tilskuerens egne følelser, som kan optage ham i en sådan grad, at han ikke er i stand til at lade bevidstheden hvile på stykket i tilstrækkelig høj grad. Musikken, hallerne og kurtisanerne som omgiver og rummes i dramaet er i stand til - grundet den tilstand af almengyldighed (generality?) der skabes - at overvinde de individuelle publikummers egne følelser, så de bliver ligesom opslugte af dramaet. (fra ahrdarya til sahrdaya)
- Opfattelsesapparatets (sansernes?) defekte tilstand. Et citat (s. 67): "Moreover, if the means of perception are absent, perception itself will also naturally be absent." Men hvorfor er "the means of perception" fraværende?? - og hvad betyder det, at sansningen selv er fraværende. - Vanskelig passage.
- Mangelen på beviser (for sandhedsværdien af det som præsenteres på scenen(?)). Det drejer sig om forskellen på at høre eller læse om noget og at se det selv. Abhinavagupta mener, at den repræsentationsproces som foregår på scenen under styring af diverse stilmæssige konventioner "...is almost equal to direct perception." (s. 70).
- Mangelen på en dominerende faktor (en dominerende Permanent Mental Tilstand) i dramaet. Abhinavaguptas svar herpå er 2foldigt: For det første vil een af disse faktorer dominere over de andre i et givet drama, hvorfor man kan sige, at fokus bør være herpå. For det andet, er en hvilken som helst oplevelse af rasa intet andet end en ublandet oplevelse af eens egen grænseløse bevidsthed. Denne lykkefulde oplevelse differentieres ud i oplevelse af forskellige rasa fordi bevidstheden "farves" af latente (iboende) spor af glæde, sorg, heltemod, etc. som kommer til udtryk i dramatisk form. Forhindringen, Abhinavagupta omtaler her består i en mangel på opslugthed, udfyldthed (som er lykke - selv når det drejer sig om smertefulde rasaer), ro. "Pain occurs only when the consciousness finds no rest in what it contemplates, is not totally absorbed in the object of contemplatioin, i. e., when it desires something different from the thing in which it is and from what it is. These desires, etc., which interrupt the homogeneity and compactness (ekaghanata) of consciousness, are the vighna, the obstacles." Jegtrorjegtrorjegtror, at pointen er, at kun de 9 permanente mentale tilstande (sthayibhava) kan udvikle sig til rasa, for kun de eksisterer i bevidstheden uafhængigt at determinanterne (vibhava). De transitoriske mentale tilstande, derimod (vyabhicari) eksisterer kun i bevidstheden så vidt som determinanterne påvirker dem. De transitoriske tilstande trækker på og farver de permanente som var de juveler trukket på en snor. De ornamenterer snoren og reflekterer deres lys på den, men kun snoren er varende, permanent.
- Den sidste forhindring i denne opremsning er eksistensen af tvivl. Tvivlen består i, hvilken rasa (eller permanent følelse) som illustreres ved forskellige vibhava, anubhava og vyabhicarin. Fx kan en tiger (vibhava) fremkalde både vrede og frygt, tårer (anubhava) kan være tegn på både sorg og lykke, og træthed eller angst kan være vyabhicarin til flere af de permanente mentale tilstande (permanente følelser). Hvorledes kan publikum knytte sig an til en bestemt rasa i fællesskab, når mulighederne er så righoldige? - Abhinavaguptas svar er, at bestemte kombinationer af vi- og anubhava og vyabhicarin fastlåser tolkningsmulighederne, så vi bliver klar over, hvilken permanent følelser der udtrykkes, og dermed hvilken oplevelse af rasa scenen tilskynder. Hvis vibhava er et nyligt afdødt familiemedlem, anubhava er tårer og gråd og vyabhicarin er angst, depression etc. er der ikke nogen tvivl om, at den tilsigtede sthayibhava er Sorg.
hauserkauser
ps: de rammer og dramatiske konventioner som nævnes ovenfor svarer måske til det nutidige filmmedies konventioner - indledningstekster, indledning, titel, handling. Klare stereotyper, stemningsinducerende musik etc. Det som virkelig forhindrer en sådan tolkning må være, at filmen slet ikke tilsigter den samme altoverskridende intense følelse som det indiske drama, men snarere synes at være af rent moralsk (hvor krypto-, pseudo- og dobbelt-ditto det end måtte være), opbyggelig karakter (hvis ikke alt opløses i den rene, tomme underholdning..).
pps: hvad har alt dette med religion at gøre. Well. Vejen til frelse ifølge Abhinavagupta (ifølge Pande) består i en renselse og raffinering af bevidstheden i forhold til alle de faktorer, som forhindrer selvet i at erkende sin identitet og sig selv som en grænseløs og i sidste ende absolut del af den Ultimative Bevidsthed. Her ser vi en praktisk vejledning til at komme noget af vejen, selv om detaljerne halter (dvs. en hel del af ansvaret for denne proces skydes over på "konventionerne".)
